Som lovet: et blogindlæg om den sidste ”Betreten Verboten” tur i Berlin i denne omgang. (Man ved jo aldrig hvornår lysten til et lille eventyr skulle melde sig igen)
Som jeg vidst har nævnt et utal af gange efterhånden, så har jeg et par blogs som jeg har været ivrig læser af i al den tid jeg har været bosat i Berlin. De handler for det meste om diverse forladte steder som man kan – hvis man har nerverne til det – tage et nærmere kig på. Og når nu man er yderst nysgerrig af natur, så er det jo som at vifte med en rød klud foran en tyr. Jeg kan jo ikke la' vær'! Og da slet ikke når størstedelen af stederne er krydret med en spændende historie, ofte med udgangspunkt i 2. Verdenskrig.
Der er som sagt mange sådanne forladte steder, der alle vidner om Berlins (og til en vis grad også Tysklands) turbulente historie det sidste århundrede. Flere af stederne er forladt fordi man ikke rigtig kan finde ud af hvem der i bund og grund ejer stederne (Teufelsberg), mens andre står tomme som spøgelsesbyer der bevidner de grusomheder, der har fundet sted, hvorfor ingen rigtig tør gøre noget ved dem – hverken plæne dem til jorden eller genopbygge dem (Krampnitz). Et enkelt sted står dog både delvist tomt og forladt samt er delvist genopbygget – Beelitz Heilstätte, målet for den sidste daytrip.
Belitz Heilstätte blev bygget i slutningen af 1800-tallet som et sygehus-kompleks for patienter med turberkolosis - sygdommen dræbte op mod hver tredje tysker. Den ”Berlinske forsikrings organisation” købte derfor et meget stort skovareal nogen få kilometer fra landsbyen Beelitz, hvor ovenstående TB sanatorium blev bygget. I starten var der 600 sengepladser, men dette blev hurtigt udviddet til 1200, og stedet blev stille og roligt udbygget til en hel lille landsby. I takt med at stedet voksede, blev komplekset delt op af den gennemløbende nord/syd gående vej – på den vestlige side lå bygningerne til kvinder, på den østlige til mændene. Omkring 1910 talte komplekset bla. Sit eget posthus, restarurant, stalde, overdådige haver, bageri, slagter, køkkener, vaskerier osv – naturligvis x 2; et til mændene og et til kvinderne. Det siges at under 2. Verdenskrig har Hitler været indlagt – for hvad, melder historien intet om. Efter krigen overtog den Røde Hær naturligvis stedet – da de endelig trak sig tilbage i 1994, blev det 200 hektar store område listet som et ”historisk monument” - det har siden fået lov til at gå i forfald. Alt undtagen en af mændenes hovedbygninger i det nord-østlige hjørne, som er blevet renoveret og i dag huser ”Health Park Beelitz” samt en mindre, tilknytte restaurant. Resten af stedet står der et stort, tykt ”Betreten Verboten” under – undtagen hvis man betaler en god sjat penge. Så er man så heldig at man får lov til at gå rundt nede i det syd-østlige hjørne. Men naturligvis ikke inde i bygningerne. And where is the fun in that?
Men i hvert fald: Denne sidste tur ”bag hegnet” var endnu engang i selskab med Jesper-drengen. Han havde fået den udemærkede ide, at jo tidligere vi kom afsted – jo bedre. Kl 6:00 var jeg dog knap så begejstret for forslaget... Ud af døren kom vi dog (muligvis med en smule brok fra min side) og var på Hauptbahnhof i god tid til at købe lidt frokost til at tage med, og skifte tøj midt på stationen – Jesper! Der var et par skolepiger der fik meget store øjne, da manden besluttede sig for, at det inderste lag han havde på åbenbart ikke var varmt nok. *Suk* – hvem er det der påstår at det er kvinderne der er vægelsindede når det kommer til at finde tøj? Kl lidt over 8 hoppede vi på et regionaltog, og omkring kl 9 stod vi så af ved Beelitz Heilstätte:
Once again - in the middle of freaking nowhere! Og så igen. Grundet stationen og den syd/nord gående hovedvej er Beelitz Heilsta¨tte på ingen måde ligeså forladt som Krampnitz. Both good and bad: Nemt at komme til, men jeg foretrækker nu de mere "secluded spots"
Hjemmefra havde vi nogenlunde planlagt en rute så vi undgik hovedvejen og kunne komme bagom hegnet – stedet er kun hegnet ind foran ved vejen. Vi havde valgt at fokusere på den nordvestlige del. Dette viste sig sidenhen at være smart, da den nordøstlige del som skrevet er istandsat og fortsat i brug, den sydvestlige del var umulig at komme ind på (delvist grundet et par beboede huse rundt om + massivt hegn) og den sydøstlige del var ligeledes lukket af. Her stak vi dog hovederne ind, og stødte på en tourgruppe. Ret kedeligt sted anyway, siden alt var boardet up og græsset slået. Tsk tsk...
Men som solen stod op bag et gråt skydække bevægede vi os ind i skoven. Efter en tyve minutters tid kom følgende stille og roligt til syne:
Kvinders hovedbygning
Jesper der VILLE snige igennem skoven - det sku' han da ha' lov til. Jeg fulgte skovstien istedet ;) Men nu er løbesko bare heller ikke de bedste sko at lege "sniger" med i en våd efterårs/vinter skov!
Og vi sniger og vi sniger - der var ret åbent, så det var bare om at holde øje med evt. vagter!
Næææ - der var sørme nogen der havde åbnet døren for os! Så bliver man jo naturligvis nødt til at være høflig og træde indenfor! Tak til den som byder ;)
Bygningen var STOR! Men desværre tommere og mere bemalet med grafitti end Krampnitz - omend ikke i lige så høj grad som Teufelsberg, hvor hver en væg var "prydet" med de såkaldte "tags". Det var dog stadig en fed fornemmelse at gå op og ned af gangene og trapperne og "snuse" lidt - finde værelser med terasser med fantastisk udsigt, gamle halvsmadrede senge, operationslokaler mv.
Et kig ud af et vindue ind i en af de små baggårde.
Glasset var smadret, malingen krakaleret, loftet smuldrede og væggene måske knap så stabile. Men what a feeling man fik, når man langsomt bevægede sig ned af engang travle hospitalsafgange - med god afstand imellem hinanden! Vi skulle jo helst ikke begge ryge igennem gulvet hvis uheldet skulle være ude! ;)
Et kig ud i skoven fra hvad jeg gætte på må have været køkkenet
Et rundt rum med grøn mosaik loftet og grønne fliser på væggene. Når solen tittede frem bag skyerne var det et fantastisk lyst rum med udsigt ud over "haven" - der stilleog roligt er ved at blive slugt af skoven.
Endnu et kig ud af et vindue - denne gang vist nok fra anden sal....
De fantastisk flotte døråbninger. Afhængig af hvilken sal man var på, var de øverste glaspaneler i forskellige farver.
På vej op af trappen. Trapperne var stadig beklædt af et brunt tæppe under centimer-tykke lag af snavs. Desværre skinnede solen ikke - men de resterende små glaspaneler i vinduerne var alle lyserøde, - blå og -grønne. Det må have været smukt engang....
Jesper der sniger ned af trappen med øjnene og ørerne åbne - der gik jo rygter om vagter i området....
Et af de "heldige" rum med egen balkon...
... som vi naturligvis liiige skulle ud og se til. Jow jow, not bad - sådan en balkon ku jeg da egentlig godt bruge!
Og til slut et kig ned af gangen igennem endnu en af de smukke døre.
Efter en god sjat tid inde i bygningen, besluttede vi os for at udforske resten af området. Men få sekunder efter vi trådte ud af hoveddøren, kom en gut i grå jakke imod os - så vi vendte lige 180grader om på hælene, og daffede stille og roligt den anden vej mens vi pegede beundrende på bygningen. Vi havde jo ikke stødt på noget "Betreten Verboten" via den vej vi var kommet ind - meeennnnnn...... Gutten kom dog ikke efter os, da han så at vi bevægede os ind i skoven igen.
Men da vi var inde under træernes skygge drejede vi af mod øst og de 4 bygninger der lå tættest på vejen og dermed hegnet. Den ene viste sig at være en ret vild ruin - de andre 3 var fuldstændig boardet up, hvorfor det kun lykkedes os at komme ind i det ene hus' kælder. Men stedet var så fascinerende at det nu alligevel ikke gjorde det helt store:
Næ - et væltet hegn in the middle of the forest - wonder whats behind it needing a fence?
Det første vi stødte på - staldene.
Og hvad er det der dukker frem af vildnisset?
Ehm... ja - bla det her. Which is? noget have-gartner-gejl mayhaps?
Er det en ruin jeg kan skimte?
Jo, det var det minsandten! Og så med fuldvoksne træer på taget. Jamen, why not?!
En tunnel som legebarnet Jesper faldt over, og som han morede sig usigeligt meget over at løbe ind og ud af. Den var vel omkring 20 meter lang og lå midt i det der engang var en have. But why?!
Se selv - den er sku go' nok! Der vokser træer på taget!
Mig der var lidt artsy mens Dampbarn nr. 2 fik brugt krudtet på at lege i tunellen
"This place is totally approved!"
Selvom bygningen var ENORM og så yderst interessant ud, besluttede vi os for ikke at bevæge os ind i den. Den så alligevel en tand for farlig ud med træer på taget, nedbrudte vægge indeni osv. Og så var lige netop dette sted liiige en tand for spooky til mig! ;)
Så vi bevægede os ned af den smukke sti hen imod de tre aflukkede bygninger.
Det kan godt være der var forladt, men stedet havde altså en vis charme :)
Den yderst smukke hovedbygning
Hvis man havde en stige kunne man måske være kommet ind - men døreneog vinduerne på første sal var alle sealed shut med store finér-plader samt kæde-med-lås ved dørene.
Læg venligst mærke til min fine lille nøglering med "Æslet" som har været med på alle mine ture + vandreturen til Skotland. Er han ikke fiiiin? Jesper syntes vist nok den er lidt træls "Den kan jo ses på lang afstand" + "Man kan blive genkendt på sådan noget pjat!" - Jaja - jeg syns' den er sø'!
Trespass? Puha, hvem ku' dog finde på at gøre sådan noget skidt noget?
Yes yes - it's approved!
Et kig ind i en af "laderne" ved hovedbygningen.
Lige trådt ud af skoven, hvor der lå 5 store, fiiine huse med tydelige tegn på småbørn - og så et stort, forladt lejlighedskompleks. "Nu skal i høre her unger: Ved siden af er der et stort, farligt, spøgende, forladt lejlighedskompleks. I må IKKE gå derind!" Yeah.... riiiiiiiiight...! (Som Tony ville sige det, mens han strøg fingrene igennem sig gedeskæg)
Vi gik herefter langs vejen op til hegnet - man bliver jo nødt til at se "Betreten Verboten" skiltet, ellers er det ikke sjovt! Der var en bænk lige ude foran ved et busstopsted, samt en lille cafe og en parkeringsplads. Her satte vi os og satte vores madpakker til livs. Efter et par minutter kom der en fancy-smancy bil og parkered. ud kom 4 mænd på omkring de 40 år i noget meget pænt og meget nyt "udendørs-agtigt-tøj". De kiggede forvirret rundt, og efter et par minutter kom den ene gut hen til os og spurgte, om vi var deres guide til en tur omkring Beelitz Heilstätte? Ehm nej, det ku' vi ikke påstå vi var, måtte jeg svare, mens vi prøvede at ligne nogen der på ingen måde vidste hvad duden snakkede om. (Måske lidt svært iført tætsiddende grønne trøjer og vandrestøvler in the middle of freaking nowhere, 1 times togtur fra Berlin) Så de satte sig ind i bilen og kørte væk igen.
Kort tid efter krydsede vi vejen for at tage a clooser look på de renoverede/delvist renoverede bygninger på øst siden.
Den næststørste bygning på den anden side af vejen. Jeg kunne genkende stedet fra billeder andre mennesker har taget for år tilbage. Desværre, grundet grafitti og hærværk, er stedet nu lukket helt af for offentligheden. Ærgerligt, men forståeligt, når folk ikke kan behandle sådanne steder med bare en smule respekt.
"Anne! Se!"
Jeg syntes det var en rigtig flot bygning! Og så var den umiddelbart i bedre stand end dem på den anden side af vejen. Om det er fordi ovenstående er blevet fikset lidt eller fordi den ikke står inde midt i en skov (!) ved jeg dog ikke.
Da vi havde beslutte os for at gå over og kigge på de renoverede bygninger, havde vi samtidig misset vores tog. Så vi bevægede os syd for jernbanen for lige at få et indblik i hvad der mon var dernede. Størstedelen af byen viste det sig, bestod af ruinerne. Der var blot to gader med huse, samt 3 ud af de 4 "Gatehouses" foran hver af de 4 dele af komplekset, der var beboet. Creepy town. No way in hell om jeg ville bosætte mig der!
Men syd for byen var der som tidligere skrevet i den østlige del nogen rigtig flotte bygninger. Det har sidenhen vist sig, at en kollega der var der et par uger før os, havde været i denne del. Også her var det kun muligt at snige ind i et af husene. De var dog i lidt bedre stand. Men efter at være sneget ind bag et tydeligt "Betreten Verboten" (hvilket Jesper ikke var heeeelt så vild med) stødte vi hurtigt på en stor gruppe mennesker, og en kvinde i front der tydeligt var guide. Vi holdte os på afstand, jeg tog et par hurtige billeder af stedet, og så smuttede vi hurtigt ud igen.
Sikke et fint gult skilt! Desværre er jeg ordblind, så jeg kan simpelthen ikke læse hvad der står... 8)
Efter små 3 1/2 times opdagelser kunne vi smide os på et par sæder i toget. 10 min efter ca åbnede himlen sig, og det pissede ned. Great timeing! ;)
